kor-kursus

Nyere salmer og kirkemusik – korkursus på sommerhøjskole!

Rønde Højskole inviterer til en uge med korsang! Sammen med komponist og korleder Erling Lindgren lægger vi fokus på nyere salmer og kirkemusik på kurset Sangen Har Vinger fra den 24. – 30 juni 2017

Af kursusleder Kenneth Degnbol, højskolelærer

Vil I med på sommerens skønneste korkursus? Kurset er for alle, der har lyst til at synge i kor og opleve den glæde, det giver at synge sammen med andre. Kurset har fokus på nye salmer og kirkemusik og arrangeres i samarbejde med Folkekirkens Ungdomskor, dog som et tilbud til voksne sangere.

En af landets førende korledere, komponist Erling Lindgren, vil stå for korprøverne og indstudere et udvalg af korsatser, som vi skal opføre til festaftenen ved kursets afslutning. Der vil dagligt være undervisning i stemmetræning og sangteknik med professionelle korledere og sangere, så vi udvikler os både som kor og individuelle sangere.

Kurset henvender sig både til øvede korsangere og begyndere. Du behøver ikke at kunne læse noder, men du skal have mod på at synge flerstemmigt. Programmet vil være fleksibelt med undervisning tilpasset deltagernes korerfaring og stemmetype, så alle udfordres på eget niveau. Vi tilbyder stemmetræning og sangteknik ved sanger og korleder Brian Stenger Poulsen og organist og korleder Anne Lise Quorning.

Biskop Marianne Christensen holder foredraget ”Hvorfor skal vi hele tiden synge i kirken” om reformation og salmesang, og litterat Sara Nørholm fortæller om en af Danmarks mest elskede tekstforfattere i foredraget “Humanist og humorist – om Halfdan Rasmussen i sang og fortælling.” Og Sognepræst Rasmus Nøjgaard holder foredrag om Kirkesangbogen 2017 – nye salmer og sange til kirke og folk

Ugen byder derudover på gudstjeneste i Bregnet Kirke, hvor vi er ’kirkekor for en søndag’, aftensang i Knebel Kirke, en række inspirerende foredrag med fællessang som omdrejningspunkt og koncert med operasanger Jesper Brun-Jensen. Vi laver operakoncert med deltagerne som operakor Og endelig skal vi naturligvis ud i sommeren på udflugt til Mols Bjerge, hvor vi blandt andet skal opleve den fantastiske kirkekunst af Bjørn Nørgaard og Arne Haugen Sørensen.

Praktisk information

”Sangen har Vinger” finder sted den 24. – 30. juni 2017.
Skolen råder over flere forskellige typer værelser, hvorfor der også er forskellige priser. Alle priser inkluderer sengelinned og håndklæder. Det er en god ide at tilmelde sig tidligt, hvis man har specielle indkvarteringsønsker. Prisen inkluderer fuld pension samt foredrag og udflugter ifølge program. Yderligere oplysninger og tilmelding sker til Rønde Højskole på tlf 86371955 eller på skolens hjemmeside www.rondehojskole.dk.

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *